Tæt på årtiets udløb står det klart, at skandalesager med milllionsvindel i det offentlige har hobet sig op i 10'erne.
Derfor er Rigsrevisionen blevet anmodet om en tværgående undersøgelse af statens interne kontroller efter flere sager om offentligt ansattes mulige millionsvindel.
Undersøgelsen skal bestå af analyser af data og stikprøver af de interne kontroller af regnskabsåret 2019. Det var på forhånd ventet, da Statsrevisorerne havde antydet muligheden.
Det er Statsrevisorerne, der er politisk udpegede, som har anmodet Rigsrevisionen om undersøgelsen. Den økonomiske vagthund af embedsmænd skal derfor undersøge ministerier og styrelser, som de håber vil bidrage aktivt.
Rigsrevisionen hjælper Statsrevisorerne med revisionen af statens regnskaber og kontrollerer, at skatteborgernes penge bruges korrekt.
Undersøgelsen kommer, efter at Rigsrevisionen de seneste år har konstateret svindel i Britta Nielsen-sagen i Socialstyrelsen, forkert refusion af udbytteskat og senest svig og svindel med indkøb i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Kendetegnende for alle sagerne er, at få embedsmænd har kunnet svindle eller bidrage til svindel for mange millioner kroner, uden at det umiddelbart er blevet opdaget.
Britta Nielsen er således tiltalt for gennem årtier at have overført cirka 117 millioner kroner til sig selv.
I maj 2018 idømte Østre Landsret en tidligere ansat, den såkaldte skatte-Sven, i Skat fængsel i fem år for korruption og fusk med udbytteskat.
Og senest er to politianmeldt og fem tiltalt for svindel og groft mandatsvig i forbindelse med indkøb i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Rigsrevisionen skal derfor undersøge om ministeriers og styrelsers interne kontroller er så gode, at offentligt ansatte ikke kan begå svindel fremover.
Særligt de interne kontroller af indkøbs-, tilskuds- og lønområderne skal gennemgås, fordi det er statens største udgiftsområder.
/ritzau/