Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Første generation vandplaner er allerede fem år forsinket, og samtidig er man i gang med planlægningen af anden generation. Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har fra starten påpeget en række af de fejl og mangler, som Rigsrevisorerne nu også kritiserer Miljøministeriet for.
"Formålet med vandplanerne er at forbedre vandkvaliteten i danske åer, søer og farvande. Men hele fundamentet for vandplanerne har fra starten været fagligt mangelfuldt. Som rigsrevisorerne nu også påpeger, så har man brugt et uensartet datagrundlag, der ikke var baseret på nyeste viden og flere steder direkte fejlbehæftet. Det er under al kritik, og det er helt berettiget, at Rigsrevisionen nu løfter pegefingeren over for Miljøministeriet", siger direktør i Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.
Rigsrevisionen anser det for umuligt, at man kan leve op til Vandrammedirektivets krav om god økologisk tilstand i alle danske vandområder i 2015.
"Løbet er kørt for første generation af vandplaner. Det er håbløst at klinke skårene. Vi skal kigge fremad og sikre os, at det arbejde, der allerede er i gang om anden generation, ikke lider af de samme graverende fejl, som dem der nu kritiseres", siger Flemming Nør-Pedersen.
I Rigsrevisionens rapport fremgår det tydeligt, at man mener, at arbejdet med anden generation vandplaner er "risikofyldt". Bekymringen skyldes, at man er langt inde i arbejdet med fremtidens vandplaner, uden at man har fået gjort arbejdet færdigt med første generation. De skulle allerede have været færdige i 2009.
"I Landbrug & Fødevarer mener vi, at man bør slå første og anden planperiode sammen. Og så én gang for alle sørge for at bruge den nye viden, der er blevet fremskaffet. Det er jo helt håbløst, at man tolker EU's vandrammedirektiv så meget anderledes i Danmark, end man gør i for eksempel Tyskland, hvor der ikke har været problemer med at leve op til direktivteksten", siger Flemming Nør-Pedersen.
Miljøministeriet har blandt andet brugt det såkaldte "ålegræsværktøj" til at vurdere, hvordan vandmiljøtilstanden er i danske farvande. Men "ålegræsværktøjet" er blevet kendt ubrugeligt fra adskillige forskere. På trods af den viden, er det stadig ålegræssets tilstand, der er afgørende for, hvordan fremtidens vandplaner udformes.
Danmark er for nylig blevet indbragt for EU-domstolen på grund af de manglende vandplaner.
Læs hele rapporten fra Rigsrevisionen her
Yderligere info:
Direktør i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen via pressekonsulent Jens Dissing Munk på telefon 30178874.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.