I 2017 var han en af de bedst betalte fodboldspillere i verden, og hans kontrakt med kinesiske Shanghai Shenhua stod til at løbe videre i hele 2018
Argentineren Carlos Tévez har dog i stedet for den fyrstelige gage på cirka 300 millioner kroner om året valgt at vende hjem til Argentina. Her er han igen kommet på kontrakt hos Boca Juniors.
- Tevez kommer hjem! Han er kommet til klubben i dag, og han træner allerede med sine holdkammerater, skriver Boca Juniors på flere sociale medier i et opslag, hvor der også er et billede af Tevez på et løbebånd.
Det er kun et år siden, at Carlos Tévez forlod netop Boca Juniors til fordel for det lukrative kinesiske eventyr.
For bankbogen var opholdet en succes, men inde på banen gik det langt fra, som parterne have håbet. Angriberen scorede beskedne fire mål i den kinesiske liga, og en del af opholdet blev også spoleret af skader.
Shanghai Shenhuas fans blev hurtigt utilfredse med deres velbetalte stjernespiller. I tilhængernes øjne dedikerede Tevez sig ikke til klubben og var i dårlig form.
Desuden fik han kritik for at rejse hjem til Argentina ved hver mulig lejlighed.
33-årige Tevez har tidligere haft en flot karriere i europæisk fodbold. Først repræsenterede han West Ham, før han skiftede til Manchester United, som han vandt Champions League og to mesterskaber med.
Siden blev det til endnu et engelsk mesterskab med Manchester City, før han skiftede til Juventus og vandt to italienske mesterskaber. I 2015 skiftede han så hjem til Boca Juniors, og der er han nu havnet igen.
/ritzau/