Der er rift om pladserne på landets voksenuddannelsescentre. Klasselokalerne er for små, og ansøgningerne fra kommende studerende hober sig op.
"Det går så godt, at vi har de positive problemer, som nærmest er udfordringer, med, at vi skal skaffe nye lærere og nye lokaler," siger Birgit Smedegård, der er sekretariatschef i ledelsesforeningen for VUC, til Nyhedsbureauet Newspaq.
En af forklaringerne på pladsmanglen er, at ufaglærte der er blevet fyret på grund af finanskrisen, nu i stedet søger mod skolebænken.
En af dem er Gitte Westesen. Hun arbejdede på virksomheden Danitech i Hammelev i Sønderjylland indtil finanskrisen også ramte her, og virksomheden måtte give Gitte Westesen en fyreseddel. I dag går tiden i stedet med dansk, matematik og EDB undervisning på Haderslev VUC.
"Da jeg fik fyreseddelen, så tænkte jeg, at nu er det nye udfordringer og så må vi tage dem derfra", siger Gitte Westesen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun håber, at det nye liv på skolebænken kan give nye jobmuligheder.
"Jeg håber da på at kunne finde noget andet arbejde og få noget mere viden eller måske komme ind i en helt ny branche", siger Gitte Westesen.
Tilgange er størst omkring de lidt mindre byer, der oplever virksomhedslukninger.
"Den største søgning går udenom de store vækstcentre og dermed de store byer, sådan at det er de områder, hvor vi ser de triste virksomhedslukninger, som gør, at man for eksempel laver arbejdsfordeling, så der er en logisk sammenhæng," siger Birgit Smedegård fra VUC.
Det er endnu ikke opgjort præcis hvor mangle ekstra elever der søger ind på VUC. Men på VUC i Sønderjylland har man de sidste måneder ansat 12 nye lærere og der kommer til at mangle 15 mere.