Tour de France er ved at blive viklet ind i et større doping-drama.
Ricardo Ricco, der som den tredje rytter i årets løb blev testet positiv for doping, blev fredag fyret. Også hans holdkammerat fra Saunier Duval, Leonardo Piepoli, er blevet fyret.
Ifølge fransk tv er Piepoli også blevet testet positiv - det er dog ikke bekræftet.
Saunier Duval har efter Riccos positive dopingtest trukket sig ud af Tour de France. Da de ikke blev smidt ud, er der blevet spekuleret i, at der var flere doping-positive ryttere på holdet.
Holdets talsmand, David Garcia, siger ifølge dr.dk til Reuters:
- Teammanager Mauro Gianetti har mistet tilliden til dem og han har besluttet at fyre dem fra holdet.
Den 24-årige Ricco var et af dette års profiler i tour'en med to etapesejre og en samlet niendeplads, mens Piepoli også vandt en etape.
Også Moises Duenas Nevado fra Barloworld er gået i dopingfælden. Han blev testet positiv for epo den 8. juli efter enkeltstarten ved byen Cholet.
Den første var Manuel Beltran. Dopingkontrollen fandt spor i epo i rytterens urin efter den 1. etape.