En mor og hendes kæreste, der er sigtet vold, der kostede 15 måneder gamle Tobias livet, har frivilligt fået forlænget deres varetægtsfængsling.
Retsmødet i sagen om mishandlingen af den blot 15 måneder gamle dreng blev i dag udskudt, da de to sigtede, drengens mor og hendes kæreste, frivilligt fik forlænget deres varetægtsfængsling. Det skriver jv.dk.
Udskydelsen af retssagen betyder samtidig, at op mod 20 mennesker, der var mødt op foran retten for at demonstrere mod for lave straffe for børnemishandling, ikke fik den opmærksomhed, de havde ønsket.
Den dræbte drengs farmor deltog også i demonstrationen, men understreger overfor jv.dk, at demonstrationen ikke var en fiasko, da det ikke handlede om at få de sigtede i tale, men om at påvirke selve retssystemet. Det sigtede par var ikke til stede i retten.
Sagen startede den 19. juli, da den afdøde drengs mor selv ringede til politiet for at melde sin dreng død. Moderen og hendes kæreste blev senere fængslet og sigtet for vold med døden til følge.