Hverken domsmænd eller dommere bør gå ud og udtale sig om en sag, når dommen er faldet
Det slår Lisbeth Larsen, der er retspræsident ved Retten i Glostrup, lørdag fast, efter at en domsmand i Se og Hør-sagen har deltaget i en udsendelse i Radio24syv.
- Jeg synes, de skal uddø, siger domsmanden blandt andet om sladderpressen.
Personligt kan domsmanden ikke lide Se og Hør, hvorimod hun ikke har noget imod Billed Bladet, fremgår det.
I programmet udtaler domsmanden sig desuden om strafudmålingen til Qvortrup og til en anden dømt chefredaktør, Kim Henningsen.
- Det er højst usædvanligt, at en domsmand udtaler sig om en sag, som vedkommende har været med til at dømme i, siger Lisbeth Larsen.
- Men umiddelbart tyder det dog ikke på, at hun har overtrådt sin tavshedspligt, fortsætter retspræsidenten.
Domsmanden vil nu blive indkaldt til en samtale med Lisbeth Larsen eller retspræsidenten for Østre Landsret, Bent Carlsen, hvor hun vil få indskærpet reglerne.
Lisbeth Larsen kan ikke sige noget om eventuelle konsekvenser for domsmanden.
- Nu må vi tale med domsmanden og høre, hvad der er foregået. Det gælder i denne sag som i alle andre sager, at vi skal høre begge parter, siger hun.
/ritzau/