Ledigheden blandt bygningsarbejderne i 3F er steget med 4.000 på blot én måned. Det skyldes ifølge forbundsformand i 3F Poul Erik Skov Christensen regeringens renoveringspulje, som har fået danskerne til at udskyde deres byggeprojekter og forsinke byggeriets sæsonstart.
"Puljen har man indført på det værst tænkelige tidspunkt, hvor beskæftigelsen på området normalt stiger, nemlig om foråret, det har så medført denne her ekstraordinære ledighed i stedet for," siger Poul Erik Skov Christensen til Nyhedsbureauet Newspaq.
I Dansk Byggeri oplever direktør Lars Storr-Hansen ifølge Berlingske Tidende, at det går "forfærdeligt langsomt" med at få givet tilsagn om penge fra renoveringspuljen. Derfor venter mange virksomheder fortsat på at komme i gang med forårets byggeopgaver.
Vestres politiske ordfører, Peter Christensen, mener derimod, at renoveringspuljen vil være med til at sætte gang i den hårdt ramte byggesektor.
"For hver gang vi giver tilskud på 100 kr. bidrager de private med 600-700 kr., så der er mange timer i det her. Svagheden er selvfølgelig, at ansøgningerne lige skal godkendes, og det skal ske absolut hurtigst muligt," siger Peter Christensen til Newspaq.
Han har fået mange henvendelser fra håndværkere som siger, at puljen var lige det sidste skub, mange private havde brug for, for de havde projekter, de gerne ville sætte i gang.
"Selv uden tilsagn har det givet noget arbejde for håndværkere. Renoveringspuljen gavner, og jo hurtigere vi får behandlet ansøgninger og givet tilsagn om tilskud, jo mere arbejde kan vi få sat i gang. Det er i hvert fald bedre end ingenting at gøre," siger Peter Christensen til Newspaq.