Tilbud om motion, vejledning om sund kost eller rygestopkurser.
Sundhedsfremme er på mange arbejdspladser efterhånden blevet en selvfølge. Men ikke for rengøringsassistenterne, viser en undersøgelse fra Arbejdstilsynet, skriver Fagbladet 3F.
Årsagen er blandt andet, at det er svært for virksomhederne at kommunikere budskabet om sundhedsfremme ud på tværs af de sproglige barrierer, der ofte er blandt rengøringspersonalet.
- Desuden går rengøringsassistenterne rundt alene det meste af dagen, og vi oplever, at virksomhederne synes, det er en udfordring, at få samlet de ansatte og fortalt dem om sundhedsfremme, siger tilsynschef hos Arbejdstilsynet, Charlotte Friis.
Forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) konkluderer også, at rengøringsassistenter sjældnere end andre jobgrupper får tilbud om sundhedsfremme.
- Min forskning viser, at folk med usynlige skavanker - som f.eks. et lavt selvvurderet helbred - ikke får de tilbud om sundhedsfremme, som ville kunne gøre en forskel for dem. Derimod får rygere og overvægtige sundhedstilbud, formentlig fordi det er synligt for arbejdsgiveren, siger forsker på NFA, Marie Birk Jørgensen, der videre fortæller, at hendes forskning også viser, at rengøringsassistenterne ville tage i mod tilbuddene, hvis de var der.
Ifølge forhandlingssekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, Henriette Olofsen, er sproglige barrierer og alene-arbejde ikke en undskyldning.
- På store arbejdspladser med over fire eller fem rengøringsassistenter kan det sagtens lade sig gøre at stille en frugtkurv frem, at samle folk og lave morgengymnastik eller give tips til øvelser. Det er kun fantasien, der sætter grænser, siger Henriette Olofsen, der dog også godt kan se, at det er en udfordring på arbejdspladser, hvor der kun er ansat en enkelt rengøringsassistent.