Professor Niels Bjørn Andersen mener, at det er uetisk, at Remee har købt deltagerne i X-Factors domænenavne, da han dermed kan promovere for sin egen nye hjemmeside Remee & Friends.
Dermed kan X-Factor-dommeren få reklame for sit eget magasin, da fans, der klikker sig ind, tror, det er deltagernes egen hjemmeside, skriver Ekstra Bladet.
"Det er i konflikt med hans rolle som dommer i X-Factor, fordi han gør det på et tidspunkt, hvor konkurrencen ikke er afgjort endnu, siger Bjørn Andersen, Center for Applied Information and Communication Technology.
Formand for Klagenævnet for Domænenavne og Højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men mener, at man taler om snylteri ved udnyttelse af domænenavne, og hvor det er den person, der har tilknytning til navnet, der i sidste ende får rettigheden til domænet.