Remee har tidligere erkendt, at det var grådighed og forfængelighed, der har drevet ham ud i den økonomisk rutsjetur, som har tvunget ham til bl.a. at sætte Frederiksbergvillaen til salg.
Men i aftes ændrede han i debatprogrammet 'Kontrovers' på DR2 forklaring og bebrejder nu alle andre end sig selv for sin økonomiske deroute.
"Grådighed er, når man spiser, til man brækker sig. Men sult er der ikke noget i vejen med. Og jeg har kun haft en naturlig sult efter at skabe og få ting til at ske. Og det er jeg stolt af," siger Remee i programmet.
Men det var aftenens anden debattør Mogens Vad, der er investeringsdirektør i Amber, ikke enig i.
"Jamen du er da grådig efter eksempelvis at komme i medierne. Det er vel også en form for grådighed."
Her kommer Remee til kort og skyder skylden på medierne. Når det kommer til den økonomiske grådighed, så mener den økonomisk trængte hitsmed heller ikke, at han selv kan stilles til regnskab for fiaskoen.
"Jeg var havnet i en forkert ende af gavmildhed, nemlig fråseri, og havde en masse sluser åbne. Det har motiveret en masse svage sjæles helt utrolige grådighed og gjort mig selv skrøbelig," lyder forklaringen fra Remee.