Den afdøde Natasja var ikke lige Remees kop te, da han tilbage i 1999 blev præsenteret for hende.
Det offentliggøres nu i Karen Mukupa og Rasmus Poulsens bog 'Natasja'.
"Karen presser Remee for, at Natasja kan komme med på pladen og forklarer, hvilket stortalent hun er. Remee ruller med øjnene og siger 'Ej, helt ærligt, er hun ikke lidt for skæv'," står der i bogen.
Selvom X Factor-dommeren i tidens løb har fulgt mange bands og solister til tops, kan han ikke tage æren for Natasjas succes. Det skriver dr.dk.
Sangerinden, der døde i et biluheld på Jamaica i 2007, blev kendt for sin medvirken på hittet 'Calabria' og sit samarbejde med Bikstok Røgsystem med rap-nummeret 'Cigar'. Som solist har hun sat sit aftryk på de danske hitlister med numrene 'Op Med Hovedet' og 'Gi' Mig Danmark Tilbage'.