Rema 1000 har planen klar. Den norske discountkæde, der for længst har indtaget det danske marked, vil være større end ærkerivalerne Netto.
Kæden fortsætter således sin oprustning i Danmark. Det fortalte Rema 1000’s norske administrerende direktør, Ole Robert Reitan, der i sidste uge var på besøg i Danmark.
Det skriver Berlingske Business.
- Vi bygger lige så mange Rema 1000-butikker, som forbrugerne vil have. Men vi åbner ikke flere, end det giver mening. Remas våben er at være de mest effektive og have de laveste omkostninger i forhold til konkurrenterne. Jeg er helt sikker på, at vi kan blive endnu mere effektive og tilbyde kunderne endnu lavere priser end i dag, siger Ole Robert Reitan.
Rema 1000 budgetterer med at slå dørene op til 15-25 nye butikker i Danmark om året. Men der er stadig lang vej op til ærkerivalerne fra Netto.
Netto, der for nylig overtog Kiwis mange lejemål, havde før denne overtagelse 456 butikker og en markedsandel på 14,9 procent i Danmark. Til sammenligning havde Rema 291 butikker og en markedsandel på 10,5 procent.
Detailkonsulent Flemming Birch vurderer Rema 1000’s målsætning således:
- Netto har altid været størst, men de har også været i gang i mange flere år end Rema i Danmark, så Netto har haft et betydeligt forspring. Og det er jo også stadig et betydeligt forspring at indhente for Rema. Men danskerne er rigtig glade for kæden, og de rammer danskerne rigtig godt, så der er ikke nogen grundt til at antage, at de ikke kan blive større, siger han til Ekstra Bladet.
Rema 1000 blev grundlagt af norske Margit og Ole Reitan i Trondheim i 1948, og her åbnede også den første forretning.