Muslimske kvinder i den norske politistyrke er velkomne til at bære religiøs hovedbeklædning, hvis de ønsker det.
Det har den norske regering i Oslo slået fast på baggrund af en rapport, hvor rigspolitiet har givet grønt lys til en ændring af det gældende uniformsreglement, skriver norske medier.
En muslimsk kvinde satte spekulationerne i gang, da hun spurgte, om det er muligt at bære den traditionelle hijab, der dækker hår og hals.
Ifølge politiet er et af argumenterne for ændringen, at hele befolkningen skal kunne føle ligeværd i forhold til politiet.
Altså bliver det i fremtiden muligt for norsk politi at gå væk fra den traditionelle politikasket.