I dag har Klaus Kjøller, lektor i kommunikation, stået skoleret for rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen og dekan for Det Humanistiske Fakultet, Kirsten Refsing.
Han har tidligere i Nyhedsavisen sagt, at hvis man som studerende har en god røv, er der ingen grund til at skjule den til eksamen. Siden har han i mange interviews forsvaret sit synspunkt: At faglighed er godt, men at helhedsindtryk og for eksempel sexappel ikke ligefrem skader den studerendes mulighed for en god karakter.
Nu siger rektor og dekan i en officiel udtalelse:
- Selvfølgelig er det fagligheden, der er i fokus, når man går til eksamen. Det skal der ikke være tvivl om. Og selvom Klaus Kjøller har ret i, at personligheden og fremtoningen – gestikken, mimikken – spiller ind ved ethvert møde mellem mennesker, er det den faglige præstation, censor og eksaminator bør og må bedømme de studerende på, siger de.
De studerendes råd ved Københavns Universitet har protesteret heftigt over Klaus Kjøllers udtalelser, fordi han også fungerer som censor. Rektor og dekan bakker de studerende op:
- Det er de studerendes fremtid, det handler om. Kandidaternes faglige niveau er KU’s kvalitetsstempel. En fair og velbegrundet bedømmelse ved eksamen er derfor altafgørende, siger de.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Klaus Kjøller efter mødet.