En lang kolonne lastbiler læsset med humanitær hjælp satte torsdag kursen mod byen Rastan i Homs-provinsen. Området er belejret, og det har ikke været muligt at levere mad til Rastan og de omkringliggende byer i månedsvis, oplyser Røde Halvmåne.
Det er den muslimske nødhjælpsorganisation, der sammen med Røde Kors står bag leveringen af mad, medicin og andre fornødenheder til Rastan-området.
Hjælpeoperationen er en af de største i Syrien, siden krigen brød ud, oplyser en talsmand for Røde Kors til Reuters.
I år er det lykkedes både FN og Røde Kors at levere nødhjælp til en række byer i Syrien, som er under belejring af enten regerings- eller oprørsstyrker.
Rastan var et af de første områder, der blev ramt af russiske luftangreb, efter regeringen i Moskva i september besluttede at involvere sig i den fem år lange krig.
I de seneste dage har byen også været under luftangreb fra syriske regeringsstyrker, selv om der er indgået en delvis våbenhvile i det krigshærgede land.
Våbenhvilen er imidlertid skudt i sænk efter utallige overtrædelser, og samtidig hænger de fredsforhandlinger, som foregår i disse dage i den schweiziske by Genève, i en tynd tråd.
Nye kampe har i de seneste dage sendt titusinder af indbyggere på flugt fra deres hjem i området omkring storbyen Aleppo i den nordlige del af Syrien, oplyser FN.
Over fire millioner mennesker i Syrien lever i belejrede eller vanskeligt tilgængelige områder med begrænset eller ingen adgang til mad og medicin.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.