Ritzau
Opdateret kl. 13:15
Der har aldrig været flere kvinder i det britiske parlament.
Det står fast efter torsdagens valg.
Her vandt 201 kvinder deres valgkredse. Det er fem mere, end der var før valget, og det er også første gang, at der sidder over 200 kvinder i det britiske underhus.
Det var Caroline Lucas fra Det Grønne Parti, der med sin sejr i valgkredsen Brighton Pavilion fik antallet af kvinder i parlamentet op på 201.
Det er ikke kun antallet af valgte kvinder, der er historisk. En sikh-kvinde er også blevet valgt for første gang nogensinde, nemlig Preet Kaur Gill fra Labour.
Hun fik 55,3 procent af stemmerne i valgkredsen Birmingham Edgbaston.
Kvinderne udgør nu lidt over 30 procent af det samlede antal medlemmer i parlamentet, der er på 650.
Den første kvinde, der blev valgt ind i parlamentet, var Constance Markievicz tilbage i 1918. Det skete, efter at parlamentet samme år havde vedtaget, at kvinder måtte stille op som kandidater til valgene.
Markievicz valgte dog ikke at blive en del af det britiske parlament, da hun var medlem af det irsk-republikanske parti Sinn Fein.
Nancy Astor fra De Konservative blev den første kvinde til at tage plads i parlamentet i december 1919.
Den første kvindelige minister i Storbritannien var Margaret Bondfield i 1924.
Irene Ward er den kvinde, der har siddet i det britiske parlament i længst tid. Hun havde plads i det britiske underhus fra 1931 til 1945 og senere fra 1950 til 1974. 38 år i alt.
/ritzau/