Rigspolitiets rejsehold undersøger en 53-årig politichef. Det skriver Ekstra Bladet, efter avisen i dag kan afsløre, hvordan politichefen har chattet med en 13-årig pige og blandt andet skrevet, at det ville være rart at blive krammet og kælet for. Han arrangerede også et møde med pigen.
Ifølge Eb.dk vil politichefens private hjem på Amager formentlig blive ransaget i dag, mens ledelsen i Københavns Politi skal tage stilling til, hvad der skal ske med manden.
Politichefen forsøgte i sidste uge at få standset Ekstra Bladets historie i fogedretten, men her slog dommer Marianne Lund Larsen fast, at avisen har dokumentation for, at politichefen troede, han chattede med en mindreårig, og at det skete med seksuelle undertoner.
Den 53-årige risikerer at skulle gennem en straffesag samt at blive suspenderet og senere fyret fra sit job.