15 timers styrtregn har de seneste par dage ramt Brasiliens millionby Rio de Janeiro, hvor de voldsomme vandmængder har kostet omkring 100 mennesker livet, og myndighederne frygter at flere døde vil dukke op i løbet af de næste par dage.
Ifølge BBC startede regnvejret midt i myldretiden i mandags og siden da er der faldet omkring 28 centimeter. Regnen har lammet millionbyen, hvor borgmesteren Eduardo da Costa Paes nu har erklæret undtagelsestilstand.
"Situationen er ude af kontrol. Alle de store veje i byen er lukkede på grund af oversvømmelsen. Alle personer, som forsøger at bruge dem udsætter sig selv for en enorm fare," skriver han i en pressemeddelelse.
Ifølge myndighederne er de fleste døde fundet i Rio de Janeiros slumkvarterer, som er hårdt ramt, da de er placeret på byens verdensberømte bjergsider og derfor er særligt udsatte for mudderskred, når det regner så kraftigt.
De mange dødsfald blandt slumkvarterernes beboere har taget hårdt på Rio de Janeiros indbyggere, som føler, at regeringen har svigtet dem.
"Byen er blevet opgivet af regeringen. Alle ved, hvor farligt det er at bo i bjergene, og regeringen gør ikke noget for at forhindre, at folk bygger flere huse på bjergsiden," siger en indbygger til BBC.
Eduardo da Costa Paes indrømmer da også, at byen slet ikke var forberedt på det voldsomme regnskyl, og landets præsident Luiz Inácio da Silva lover samtidig, at han vil sætte penge af til at forbedre de systemer, som skal lede vandet væk fra byen.