Nu bliver det muligt at have sex med et stykke ægte Sydamerikansk regnskov.
Den brasilianske regering satte tirsdag gang i produktionen af kondomer, hvor gummiet er udvundet fra Amazonas-regnskoven.
Gummiet kommer fra regnskovens gummitræer og bliver udvundet af indfødte. Gummi-tapperne er ifølge regeringen med til at redde skoven, da de beskytter deres gummi-træer. Gummien til kondomerne udvindes ved at skære et snit i barken og samle den flydende gummi, mens træerne vokser videre bagefter.
Verdensnaturfornden har tidligere advaret om, at Amazonas kan være halveret i 2030 på grund af træhugst.
Gives væk gratis
Hos organisationen Nepenthes, der arbejder for a redde verdens skove, har man som udgangspunkt ikke noget imod regnskovs-kondomer.
»Det er fint nok, hvis man kan lave kondomer eller havemøbler fra regnskoven på en bæredygtig måde. Det vigtige er, at det ikke går ud over skoven, og det kan man måske tvivle på med så stor en produktion,« siger bestyrelsesformand Tove Maria Ryding.
Nepenthes anbefaler, at man tjekker, om kondomerne har mærket FSC, der viser, at de er fremstillet uden at ødelægge skoven.
Kondomerne har navnet Natex og vil blive givet væk gratis til brasilianere for at bekæmpe aids.