Formand for Region Sjælland Heino Knudsen (S) trækker sig for at blive administrerende direktør for forbundet DanskHåndbold.
Det skriver DanskHåndbold på sin hjemmeside.
Han er også opstillet som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Guldborgsundkredsen. I forbindelse med skiftet til DanskHåndbold dropper Heino Knudsen også sit folketingskandidatur.
Samtidig indstilles regionsrådsmedlem Trine Birk Andersen (S) til at afløse på formandspotsen i Region Sjælland. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Det er partierne bag konstitueringsaftalen af 17. november 2021 - Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale - der peger på Trine Birk Andersen.
Sagen behandles i regionsrådet 24. september, og Heino Knudsen fortsætter som formand indtil da.
Trine Birk Andersen har været medlem af regionsrådet siden 2017. Hun blev medlem af bestyrelsen for Danske Regioner i 2022.
Heino Knudsen begynder som administrerende direktør i DanskHåndbold 1. oktober. Han har været regionsrådsformand for Region Sjælland siden 2018.
For Heino Knudsen var direktørposten i DanskHåndbold på mange måder et drømmejob, og derfor blev han nødt til at søge jobbet, da han så stillingsopslaget.
- Jeg har nærmest levet i en håndboldhal i mere end 20 år af mit liv. Jeg har været foreningsleder, klubformand og håndboldtræner fra de mindste til divisionsniveau, siger Heino Knudsen til Ritzau.
- Så på den måde vender jeg tilbage til mine rødder, men i en anden stilling og med en anden opgave, som jeg glæder mig rigtig meget til.
Han fortæller også, at det er et tilvalg af DanskHåndbold og ikke et fravalg af politik.
- Men man kan desværre ikke begge dele. Nu siger jeg farvel til politik, men der er aldrig nogen, der ved, hvad der sker om 15-20 år, siger han.
Indtil nu har direktionen i DanskHåndbold udelukkende bestået af Henrik M. Jacobsen.
Forbundet er dog ved at udvikle en ny struktur, og derfor er det besluttet at styrke administrationen med en direktør yderligere.
Når Heino Knudsen bliver ny administrerende direktør, vil Henrik M. Jacobsen derfor fortsætte som direktør.
/ritzau/