Reggae-stjerne underholdt dronning Elizabeth på fødselsdag
Dronning Elizabeth II fejrede sin fødselsdag i Royal Albert Hall i London lørdag aften. Her modtager hun en buket blomster fra en lille dreng ved koncertens afslutning. Elizabeth blev født i London den 21. april 1926. Foto: Pool/Reuters
Den britiske dronning fyldte lørdag 92 år, og det gik for en gangs skyld ikke stille af sig.

Storbritanniens dronning Elizabeth II fejrede lørdag sin 92-års-fødselsdag med et opbud af musikstjerner, som ville være de fleste festivaler værdige.

Blandt de optrædende i Royal Albert Hall i London var Tom Jones, Kylie Minogue, Sting, den canadiske hitmager Shawn Mendes, et mandekor fra Sydafrika og reggaestjernen Shaggy, der har jamaicansk-amerikansk baggrund.

Det britiske statsoverhoved har mange privilegier. Deriblandt to fødselsdagsfester.

Dronningen fejrer normalt sin rigtige fødselsdag - den 21. april - under private former.

I juni lader hun sig så tiljuble offentligt på det, der kaldes hendes officielle fødselsdag.

Normalt finder den sted den anden lørdag i juni, hvor hun sammen med sin familie overværer den spektakulære militærparade Trooping the Colour i London.

Men traditionen blev brudt i år med en velgørenhedskoncert til fordel for en ny hjælpeorganisation for unge, The Queen's Commonwealth Trust.

- Denne organisation i dit navn vil give et afsæt for de, der arbejder på at gøre en forskel i samfund på tværs af 53 lande. Deres majestæt, tillykke med fødselsdagen, sagde dronningens barnebarn prins Harry, der er udpeget som præsident for den nye organisation.

Harry var ledsaget af sin forlovede, Meghan Markle, samt sin storebror, prins William.

Ved slutningen af koncerten gik dronning Elizabeth selv på scenen, hvor hendes søn, prins Charles, dirigerede publikums hurraråb.

Prins Charles skal ud over kronen i kongehuset arve positionen som leder af Commonwealth-samarbejdet efter sin mor.

Det blev besluttet på denne uges topmøde i London for lederne fra Commonwealth-landene.

Commonwealth bliver også kaldt Det Britiske Statssamfund. Det er en sammenslutning af 53 lande, hvoraf langt de fleste har en fortid som britiske kolonier.

/ritzau/