Danskernes korte arbejdstid reducerer udbuddet af arbejdskraft og svækker fremtidens vækst.
Det fastslår Økonomi- og Erhvervsministeriet i den årlige konkurrenceevneredegørelse.
"Det danske arbejdsudbud er gennemsnitligt i forhold til andre OECD-lande og et stykke efter de førende lande. Dette dækker over, at erhvervsfrekvensen er høj for de fleste grupper i Danmark, mens arbejdstiden er lav," hedder det i rapporten.
Med andre ord skal vi arbejde mere for at sikre fremtidens velfærd og fastholde Danmark som et af verdens ti rigeste lande.
"Der er behov for, at styrke vækst og produktivitet i Danmark. Det kræver et langt sejt træk. Verden omkring os står ikke stille, og det kræver en vedholdende indsats at sikre, at danske virksomheders vækstvilkår er konkurrencedygtige," siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
Den årlige konkurrenceevneredegørelse, som udarbejdes af Økonomi- og Erhvervsministeriet offentliggøres midt i valgkampen, hvor VK-regeringen og S-SF strides om oppositionens plan for at øge arbejdstiden i Danmark, hvor parolen lyder på '12 minutter mere'.