Ritzau
Opdateret kl. 20:51
Præsident Nursultan Nasarbajevs regeringsparti Fædrelandets Lys står som ventet til en storsejr ved søndagens parlamentsvalg i Kasakhstan. Det viser valgstedsmålinger og de første prognoser.
Fædrelandets Lys - eller Nur Otan på kasakhisk - står til 82 procent af stemmerne.
En måling, der er lavet af Kasakhstans Demokrati Institut, viser, at to andre partier ser ud til at komme over spærregrænsen på syv procent. Det gælder Kommunistpartiet og partiet Ak-Zhol, der er oprettet af erhvervsfolk.
Det betyder, at parlamentets underhus kommer til at bestå af de samme tre partier som før valget.
Nasarbajev, der officielt tituleres som "Nationens Leder", har ledet Kasakhstan med hård hånd siden 1989.
Der er ingen af Kasakhstans tidligere valg, der er blevet godkendt som værende frie og retfærdige af de valgobservatører, der har været til stede.
Derimod har regeringen fået kritik fra menneskerettighedsgrupper, der mener at Nasarbajevs styre systematisk undertrykker al opposition.
Ved dette valg holder iagttagere særligt øje med, om præsidentens datter, Dariga Nasarbajev, som i dag er vicepremierminister, bliver parlamentsformand.
I givet fald kan det være et skridt i retning af, at hun bliver kørt i stilling til at overtage magten efter sin 75-årige far.
Den mangeårige præsident styrer Kasakhstan med hård hånd, men har sørget for stabilitet i en region, der ellers har været plaget af etnisk vold, lige fra Kirgistan til Afghanistan.
Desuden har Kasakhstans gode forhold til nabolandene Rusland og Kina samt til EU og USA.
Nasarbajev har gennemført markedsreformer og tiltrukket udenlandske investeringer for mange milliarder dollar, hvilket har gjort Kasakhstan til den næststørste økonomi blandt de tidligere sovjetstater.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.