Hvis den langvarige krig i Syrien skal nå en ende, vil det være en god idé at inddrage landets omstridte præsident, Bashar al-Assad, i forhandlingerne om en løsning på konflikten.
Sådan lyder det fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i forbindelse med onsdagens ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles.
- Man er nødt til at tale med mange aktører - også med Assad, men også med andre, siger Angela Merkel.
- Det drejer sig ikke kun om USA, Rusland, men også vigtige regionale partnere, Iran og sunnimuslimske lande som Saudi-Arabien, fortsætter hun på et pressemøde ifølge AFP.
Dermed følger hun i USA's spor, da også den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, for nylig har åbnet for at involvere Assad i forhandlingerne.
EU's stats- og regeringschefer har på topmødet onsdag diskuteret, hvordan man skal håndtere den strøm af flygtninge og migranter, der kommer til Europa blandt andet på grund af den blodige konflikt i Syrien.
De 28 lande er blevet enige om at støtte FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og World Food Programme med mindst en milliard euro.
Desuden opfordrer lederne til via FN-ledede forhandlinger at afslutte krigen i Syrien.
- EU forpligter sig til at gøre sin del i forhold til dette, lyder det i sluterklæringen fra topmødet.
/ritzau/dpa