Knap er valgkampen overstået, før partilederne må i arbejdstøjet igen.
Mette Frederiksen (S) er blevet udpeget som kongelig undersøger af dronningen og er blevet udstyret med et mandat til at forhandle en ny regering på plads.
Forhandlingerne begynder allerede fredag, afslører hun efter besøget på Amalienborg.
- Jeg glæder mig og indkalder alle Folketingets partier fra morgenstunden i morgen, og det gælder også de nordatlantiske.
Mette Frederiksen fortæller, at hun begynder forhandlingerne klokken 09 fredag morgen.
Partierne vil blive indkaldt i rækkefølge, efter hvor mange mandater de har.
- Så vil det vise sig måske allerede i morgen, at der er nogle partier, der er tættere på end andre, siger hun.
Mette Frederiksen understreger dog, at hun ikke forventer, at det bliver nemt.
- Jeg har ikke lagt nogen sommerferieplaner, siger hun.
/ritzau/