Kommuner og regioners resultater skal systematisk sammenlignes for at skabe større åbenhed.
Det er et af de initiativer, som regeringen tirsdag fremlægger som en stor reform af den offentlige sektor.
- Målet er en bedre og mere sammenhængende offentlig sektor. Det kræver, at vi har mod til at gå nye veje for at sikre bedre velfærd for pengene, siger minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse.
- Vi skal måle på resultater i stedet for processer, og vi skal skabe større rum for faglighed og ledelse, siger hun.
Regeringens nye reform bygger på fire spor. Først og fremmest skal offentligt ansatte have mere tid til kerneopgaven i deres job.
Her vil regeringen blandt andet se på, hvad der stjæler de ansættes tid i samarbejde med de offentlige institutioner. Formålet er at skabe mere tid til borgeren ved at fjerne unødvendige regler.
Samtidig skal der skabes større sammenhæng i velfærdstilbuddene på tværs af sektorer.
På tirsdagens pressemøde varsler økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), at regeringen også vil konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver i forsøget på at få mere for pengene.
- Her vil vi dog først komme med et udspil i det kommende år, siger han.
I det tredje spor skal den offentlige sektor moderniseres. Nye teknologier og løsninger skal sørge for en mere effektiv administration, lyder det. Det er her, den systematiske sammenligning af kommunerne kommer ind i billedet.
Og endelig vil regeringen indføre bedre ledelse i den offentlige sektor. En ledelseskommission skal i den kommende tid undersøge, hvordan styringen i den offentlige sektor kan forbedres.
For at sætte handling bag ordene skal Sophie Løhde blandt andet på "danmarksturné". Her skal hun besøger alle landets 98 kommuner og fem regioner.
/ritzau/