Offentligt ansatte må formentlig se i øjnene, at de kommer til at arbejde lidt længere.
Først meldte S og SF ud i deres økonomiske program, 'En Fair Løsning', at de vil øge den ugentlige arbejdstid med en time.
Og nu melder VK-regeringen og Dansk Folkeparti også ud, at offentligt ansatte danskere skal til at arbejde mere, skriver dagbladet Information.
"Ved de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område i 2011 tages initiativ til at drøfte øget arbejdstid," lyder det i den nye spareplan.
Lisbeth Lollike, der er direktør i Personalestyrelsen, afviser ikke, at regeringen vil foreslå en arbejdsuge på 38 timer - altså det samme som i S og SF's forslag fra sidste uge.
"Vi står over for en stor demografisk udfordring, fordi en tredjedel af de offentlige ansatte i dag er over 50 år og snart går på pension," siger Lisbeth Lollike til Information.
Forslaget fra regeringen kommer ikke bag på Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF.
Hun mener, regeringen har taget fagbevægelsens relativt positive reaktion på udspillet fra S og SF til efterretning.
"Men det er ikke en let diskussion. Der er ikke den store begejstring for at levere mere - slet ikke efter den behandling regeringen har givet fagbevægelsen," siger hun med henvisning til dagpenge-reformen og loftet over de faglige kontingenter i regeringen og Dansk Folkepartis spareplan.
Dennis Kristensen, formand for FOA, opfatter mest udmeldingen fra regeringen som en slags drilleri.
"Det handler mest om at udstille fagbevægelsen for, at vi kun vil arbejde sammen med oppositionen. Men vi har ikke nogen planer om at gå med til en 38-timers arbejdsuge, uanset om forslaget kommer regeringen eller oppositionen," siger han.