Når Folketinget åbner, så vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) have et særligt budskab med til gruppen af 15-17-årige, som hverken arbejder eller uddanner sig.
Det fremgik af undervisningsminister Bertel Haarders (V) oplæg til onsdagens netværksmøde for en række kommuner, der er gået sammen om at realisere målet om at få 95 procent af alle unge i gennem en ungdomsuddannelse.
Det skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
"Det handler om to-fire procent af de her unge, der ikke foretager sig noget som helst og dermed er på vej til at starte en social karriere. Det er dem Statsministeren har bebudet, at han vil sige noget til i åbningstalen," sagde Bertel Haarder.
Han vil dog ikke løfte sløret for, hvad statsministeren konkret vil melde ud, men Haarder inviterer alle kommunale aktører til at komme med input og ideer.
"En del af løsningen er at gøre som i Skanderborg, hvor man kender dem og ved, hvem de er og kan sende dem en sms, opsøge dem og involvere deres forældre. Men derudover skal der sættes en trumf på," sagde ministeren.
Den lette løsning kunne være at indføre 12-13 års undervisningspligt, men det afviser Bertel Haarder.