50 millioner kroner er, hvad regeringen mener, statskassen vil tjene på den nye skat af fri telefon. Men det tal er snarere 250 millioner kroner - altså fem gange højere.
Det mener Dansk Erhverv og IT-Branchen, der har regnet på den nye skat.
Regeringen har simpelthen undervurderet, hvor mange danskere der har fri telefon - især smartphones - hvor de kan tjekke mail, gå på nettet og i øvrigt lave det meste af, hvad man tidligere skulle bruge en pc til.
"Vi kan se, at de estimater, der ligger fra regeringens side, er alt for lave. Antallet af arbejdsgivere, der gerne vil give sine medarbejdere, ikke et frynsegode, men et digitalt arbejdsredskab og generelt den teknologiske udvikling, betyder, at vi vurderer, at provenuet vil blive mindst fem gange så højt, som det der ligger i forslaget," siger Morten Bangsgaard, der er direktør i IT-Branchen til Newspaq.
Med telefonskatten bliver der sagt farvel til den omstridte multimedieskat. Men selvom det er et godt tiltag, så er det helt galt at genindføre beskatning af arbejdsgiverbetalt telefon.
"Det er et skridt frem og mindst et tilbage," konstaterer Morten Bangsgaard.
Forskellen fra den tidligere multimedieskat til den nye skat på fri telefon er, at man ikke beskatter eksempelvis en bredbåndsforbindelse, og samtidig spiller også en ægtefællerabat ind.
IT-Branchen har netop afgivet høringssvar om telefonskatten, og i det svar kritiseres også, at man bliver beskattet af 2.500 kroner. Det er alt for højt et beløb, da mange i dag har et abonnement med en flatrate, hvor man kan tale og sende sms'er uden at betale ekstra.
Morten Bangsgaard mener, at man med dette rammer de lønmodtagere, som gerne vil udnytte den nye teknologi, der kommer med smartphonen, og det begrænser vækstmulighederne.
"Det, vi har brug for, er en fuld erkendelse af, at teknologi skaber vækst," fastslår Morten Bangsgaard.