Regeringen vil nu kigge Nordsøaftalen efter i sømmene.
Danmark går nemlig glip af store beløb som følge af aftalen om olieskat med AP Møller og andre multinationale selskaber. Det skriver Politiken.
"Vi har besluttet at gennemføre et serviceeftersyn af de økonomiske rammevilkår, der er for olie- og gasproduktion i Danmark, herunder Nordsøaftalen," siger energi- og klimaminister Martin Lidegaard (R) til Politiken.
I Enhedslisten jubler man over udsigten til et opgør med aftalen. Det har partiet længe efterlyst, siger klima- og energiordfører Per Clausen.
"Vi bliver hvert eneste år snydt for omkring ti milliarder kroner, som AP Møller og andre multinationale selskaber får i overpris for at hive olien op ude i Nordsøen. Og det er jo penge, som vi har hårdt brug for i samfundsøkonomien," siger han til Newspaq.
I stedet vil Enhedslisten bruge de mange milliarder på forskning i fremtidens energikilder.
Nordsøaftalen blev indgået af VK-regeringen, De Radikale og Dansk Folkeparti i 2003.
Serviceeftersynet af aftalen skal være færdig i august 2012, og både Finansministeriet, Skatteministeriet og Energi- og Klimaministeriet skal hjælpe til.
Kilde: Politiken