Danske soldater skal være ude af Afghanistan i 2014 - og allerede i år skal færre soldater sendes i krig.
Det er hovedtrækkene i en hemmelig plan, som regeringen i går præsenterede for samarbejdspartnerne på Christiansborg.
Planen er første skitse for, hvordan de 750 danske soldater i landet kan hentes hjem i løbet af få år - og allerede i år skal mængden af udsendte soldater reduceres med 30 mand. Det skriver Berlingske.
Samtidig skal der dog sendes 21 politimænd til Afghanistan for at træne de lokale politifolk i basale politifærdigheder.
Planen skal nu behandles i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget, før den vedtages. Og der er tilsyneladende allerede flertal for planen, der blandt andet roses af Socialdemokraterne.
Indtil nu har mere end 40 danske soldater mistet livet i Afghanistan.