Der er flere ting, der skiller oppositionen og regeringen, end der samler, og især emnet 'seniorførtidspension' skaber uenighed mellem fløjene.
Derfor var planen, at et samråd i eftermiddag skulle samle fløjene - men uenigheden lader til at være akkurat ligeså stor som før.
Oppositionen mener nemlig, at den bliver næsten umulig at få bevilliget, mens regeringen igen og igen anklager dens politiske modstandere for kun at være solidarisk med de folk, der betaler til efterlønsordningen.
"Det er stort set det samme, om man skal søge en seniorførtidspension eller en førtidspension. Og da det er svært at få en førtidspension, må vi konkludere, at det bliver ligeså svært at få en seniorførtidspension," lyder det fra Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, efter dagens samråd.
Første del af rationalet er beskæftigelsesminister Inger Støjberg enig med socialdemokraten i, men herefter går de to hver sin vej.
"Seniorførtidspensionen vil blive tildelt på samme kriterier som den nuværende førtidspension. Forskellen er for det første, at man får en afklaring allerede i løbet af et halvt år, og for det andet, at man selv kan søge om en førtidspension," siger hun til Newspaq.
Et af midlerne til at få sagsbehandlingen til at glide nemmere vil blive, at bruge ansøgerens historik i langt højere grad, end det er tilfældet i dag. Det vil sige lægejournaler og lignende.
Oppositionen stiller sig skeptisk overfor lovningen på den hurtige afklaring, men det er ikke det eneste sted, planen vækker bekymring.
I følge Inger Støjberg er det en del af strategien, at man kan komme i arbejdsprøvning til andet fag. Desuden forklarer hun, at man som udgangspunkt ikke kan gå fra almindelig beskæftigelse ind på en seniorførtidspension.
"Det er en stor ændring, at man skal være berettiget til sygedagpenge, før man overhovedet kan komme i betragtning til en seniorførtidspension," siger Mette Frederiksen til Newspaq.
Til det påpeger ministeren, at det kun er 1,1 million danskere, der i dag betaler til førtidspensionen, hvis sag oppositionen taler.
Derfor står rød og blå blok nu præcis ligeså langt fra hinanden, som før dagens samråd. Det er de trods alt enige om.