Landets unge akademikere skal tage sig sammen og det gælder i øvrigt også universiteterne.
Sådan lyder det i en fælles opsang fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R) i dagens Jyllands-Posten.
De mener begge, at universiteterne i alt for høj grad uddanner de unge til arbejdsløshed.
Og samtidig, at de unge ender direkte i ledighed, uden at vide hvad de skal bruge deres lange uddannelse til.
"Der er noget forkert i, at man er i uddannelsessystemet i 20 år uden så at vide, hvad man skal bagefter. Når man begynder på en videregående uddannelse, er man voksen. Man har ansvaret for sig selv," siger Mette Frederiksen til Jyllands Posten.
Ministrene er bekymrede for den stigende såkaldte dimitentledighed, hvor hver fjerde nyuddannede i dag står uden job.
Ifølge Morten Østergaard skal de unge akademikere søge bredere "og tage, hvad de kan få".
I Danske Studerendes Fællesråd mener man ikke de unge er problemet, men at der simpelthen ikke er noget arbejde at få.