I dagens Danmark kræver det ikke så meget at få sex. Eller det vil sige, er du mand og tilfældigvis i besiddelse af et par hundrede kroner, kan du jo bare slå et sving om den lokale prostituerede og købe hendes krop til fri afbenyttelse. Eller skulle jeg hellere sige: Udnyttelse?
Det er mænd, som køber. Og når de par hundrede kroner er betalt, er det mænd, der har forvoldt skaden på kvinders kroppe. Manden har et valg. Mens kvinden lægger krop til af social nødvendighed.
Men hvad gør regeringen så for at forhindre mænd i disse konstante overgreb, kunne man nu spørge? Og et passende svar får man ved at kigge i den nye handlingsplan for handlede kvinder, nemlig: Absolut intet!
I SF undrer vi os over, hvorfor regeringen overhovedet ikke ønsker at gøre noget ved, at det er mænd, som holder udnyttelsen gående? Hvorfor tilbyder de gang på gang sexkunderne så kærlig en behandling fra ligestillingsministerens fløjlshandsker, spørger jeg bare?