Pengene fosser ud af statskassen.
Hvert år vokser underskuddet med 25 milliarder kroner, siger regeringen, der i dag vil præsentere en spareplan for at nedbringe underskuddet.
Men den økonomiske situation er langt værre, end regeringen siger. Det siger Dansk Arbejdsgiverforening, der vurderer, at hullet er tre gange større, end regeringen melder ud.
Faktisk, så bruger det offentlige hvert år 87 milliarder kroner mere, end der er i kasserne. Det svarer til, at hver dansker i virkeligheden skulle betale 1.400 kroner mere i skat om måneden for at holde saldoen i nul.
Den eneste måde at komme underskuddet til livs på, er spare nu. Det siger Henrik Bach Mortensen, der er direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
"Det er ligesom, hvis du bruger flere penge i din private husholdning. Det er ikke sikkert, at det bliver et problem den første måned eller det første år. Men det gør det, hvis det fortsætter år efter år. Så kan det blive meget smertefuldt at høvle af," siger han til Newspaq.
"De økonomiske udfordringer, som vi står overfor kan ikke klares med lappeløsninger. Det er nødvendigt, at vi tager skeen i den anden hånd nu," siger Henrik Bach Mortensen og peger på en vækstpakke i den private sektor og en sparepolitik i det offentlige som nødvendige løsninger.
Henrik Bach Mortensen mener, at regeringen benytter sig af en kortere tidshorisont, når de når frem til lavere tal for det offentlige underskud.
"Vi har set ikke bare på udgifterne her og nu, men også i fremtiden. Der er et meget stort strukturelt underskud i den offentlige sektor. Derfor når vi frem til højere tal," siger han.