"Vi laver alt for mange love i Folketinget. Mængden skal ned, så vi kan undgå lovsjusk og bureaukrati."
Det var udmeldingen fra statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han tiltrådte som statsminister i 2001.
Men det gik slet ikke, som regeringen lovede. Faktisk er antallet af nye love hvert år steget med 66 procent. Det viser en gennemgang af lovene, som Berlingske Tidende har gennemført.
Anders Fogh Rasmussens løfte blev givet som et led i kampagnen for færre love og regler, som regeringen især satsede på i starten af sin regeringstid. Men det er en øvelse, som regeringen bør genoptage, siger Dansk Industri.
"Det er et problem, at virksomhederne ikke har tid til at fokusere på strategi og udvikling. Det betyder, at vi taber grundlaget for vækst fremover," siger DI-direktør Tine Roed til avisen. Hun opfordrer til, at det lovpligtige parpirarbejde i virksomhederne reduceres med to procent om året, så virksomhederne får mere tid til at producere.
I alt blev der vedtaget 1.643 nye love i Danmark sidste år.
Kilde: Berlingske Tidende