Dagen efter den voldsomme eksplosion er det stadig usikkert, om der er mennesker fanget i ruinerne.
Redningsfolkene leder stadig efter mulige overlevende i ruinerne, efter den kraftige eksplosion der ramte Prag mandag.
Tirsdag eftermiddag var det hverken be- eller afkræftet, om der stadig befandt sig mennesker i den kontorbygning, hvor flere etager er styrtet sammen.
Derfor fortsætter redningsmandskabet stadig med at lede, indtil man kan være helt sikker i sagen.
Den formodede gaseksplosion i Prags gamle bydel sårede mindst 35 personer, men indtil videre er der ingen meldinger om dræbte.
Området er stadig afspærret, mens murbrokkerne bliver gennemsøgt.