Det kunne være endt helt galt, da en ostemaskine på et mejeri i Ingstrup i Nordjylland pludselig brød i brand onsdag morgen. Men heldigvis reagerede medarbejderne hurtigt og snarrådigt, skriver Nordjyske.dk.
Branden var startet i en maskine med flydende paraffin, som er det materiale, der lægges omkring ostene.
Medarbejderne reagerede hurtigt med at smide noget over maskinens brændende gryde og derefter fjerne gryden.
- De var hurtige, tænkte helt klart, havde styr over det og havde slukket ilden, da vi ankom, lyder rosen fra indsatsleder Niels Nygaard fra Beredskabet i Jammerbugt Kommune.
Dermed lykkedes det de ansatte at forhindre, at branden udviklede sig til en større oste-katastrofe.
Ingstrup Mejeri er et lille, men kendt mejeri, der især markedsfører sig på hjemmelavede oste og friskkærnet smør.