Konflikten mellem DBU og Spillerforeningen om gamle sponsoraftaler er blot endnu et spadestik i den dybe kløft mellem de to.
Sådan lyder udmeldingen fra Allan Olsen, sportsredaktør på Ekstra Bladet, efter Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union, DBU, på ny er kollideret som følge af økonomiske mellemværender.
Spillerforeningen mener, at DBU skylder spillerne godt tre millioner kroner som en del af sponsoraftaler med Dong og Arla i perioden fra 2004 til 2011.
Foreningen har varslet en stævning mod unionen på 2.975.000 kroner plus renter. DBU mener ikke, at der er hold i de økonomiske krav.
Allan Olsen ser den nye konflikt som noget, der forværrer det "i forvejen iskolde forhold" mellem de to parter.
- Det er endnu et bevis på, hvor forpestet samarbejdet mellem DBU og Spillerforeningen er, siger han.
Redaktøren kalder det fint og godt, at Spillerforeningen kæmper spillernes sag i forhold til DBU.
- Men omvendt synes jeg, at denne her sag er på kanten og måske en anelse usmagelig. Man går efter alle sager, uanset hvor små de er, siger han.
Konflikten kommer i kølvandet på en række sager, der har udspillet sig på det seneste.
I 2015 tabte DBU en tilsvarende konflikt og betalte et lignende beløb til spillerne i en voldgiftssag. Desuden langede landsholdsspillere for nylig ud efter unionen for blandt andet dårlig kost og behandlingsmuligheder.
Set i det lys er forholdet mellem DBU og landsholdsspillerne dårligere nu, end det var sidste år, mener Troels Bager, der er chefredaktør på Tipsbladet.
- Det her er én konflikt ud af mange gennem snart 15 år. Forholdet mellem dem har ikke været så dårligt i årevis, siger han.
- Det kommer ikke til at forskønne befolkningens opfattelse af det danske landshold, siger Troels Bager, der bliver bakket op af Allan Olsen.
- Folk må være dødtrætte af at høre om elendige sager om DBU, siger han.
/ritzau/