Vi savner flere polske håndværkere i byggebranchen. Det skriver redaktøren for byggeriets fagblad, Licitationen, udtryk for i en leder.
"Som en betonmand forleden bemærkede til undertegnede, var polakkerne nemme at arbejde sammen med, fordi de ikke stillede de store krav og nærmest kunne løse enhver opgave med et bøjet søm og lidt fugemasse," skriver redaktør Klaus Tøttrup blandt andet, og fortsætter:
"Samme betonmand vil gerne have polakkerne tilbage, fordi samarbejdet med danske håndværkere ofte ender med at skubbe ansvar frem og tilbage frem for at få løst problemet og komme videre med arbejdet."
Selvom han dog tilføjer, at det ikke handler om at komme videre for enhver pris, og at kvaliteten selvfølgelig skal være i orden, har hans indlæg vakt debat.
Fornærmelse og grove beskyldninger
John Ekebjærg-Jakobsen, som er formand Byggefagenes Samvirke, reagerer med et debatindlæg i Licitationen ugen efter.
Det er absolut ikke ønskeligt med håndværkere, som laver lappeløsninger med bøjede søm og fugemasse i stedet for at se på problemerne, mener han. For at kvaliteten skal være i orden, skal håndværkere turde tage de svære diskussioner med chefen og ikke bare adlyde blindt - og så skal samarbejdet blive bedre.
Derudover mener han også, at det er en fornærmelse mod polske håndværkere, hvis deres bedste kvalitet skulle være, at de adlyder blindt og løser problemer med bøjede søm. Det er faktisk en grov beskyldning mod de mange dygtige og samvittighedsfulde polske håndværkere, pointerer John Ekebjærg-Jakobsen.