Der var nok ikke noget sted den engelske overraskelse og VM-favorit Jenson Button hellere ville have sejret, men han måtte kigge langt efter podiet på en dag, der gav dobbeltsejr til Red Bull-teamet.
Vinder på Silverstone blev Sebastian Vettel, der kørte sejren hjem fra spids.
På andenpladsen fik han selskab af holdkammeraten, australieren Mark Webber, mens brasilianeren Rubens Barrichello tog det sidste trin på sejrsskamlen.
Efter 60 omgange i det britiske grand prix er Jenson Button fortsat nummer ét i den samlede VM-stilling med 13 point ned til team-kammerat Barrichello.
Mest overbevisende i dagens løb var Ferraris Felipe Massa. Han startede som nummer 11, men formåede at køre sig til en buket blomster og fem VM-point på løbets fjerdeplads.