Før Ole Sørensen som plejer fik tilnavnet "Rebellen fra Langeland" og blev synonym med det bløde menneskesyns modstandskamp mod skrankepavernes stive sagsbehandling, havde han en spraglet karriere.
- Jeg har lavet mange forskellige ting og har haft mange mærkelige oplevelser, fortæller en storsmilende Ole Sørensen.
Vi har sat den landskendte langelænder på en café. Her gennemgår over for Avisen.dk et CV, der stikker i både øst og vest.
Ole Sørensen har nemlig altid haft "krudt i røven" og har bestemt ikke været ked af at gribe til hånde.
Efter han som 13-årig fik stukket en sort ti-krone seddel i hånden for at passe grise og køre traktor, har han sprunget fra job til job, fra skib til førehus og så til socialpsykiatrien.
Som 15-årig stak den purunge Rebel til søs. Lollands store sukkerindustri resulterede nemlig i en overflod af restproduktet melasse, der kan bruges til at lave snaps. Derfor sejlede Ole Sørensen til spritfabrikkerne i Hobro, Randers og Aalborg.
- Det gav måske noget ro i hjemmet, griner Rebellen ved tanken om at have en hyperaktiv purk løbende op ad barndomhjemmets fire vægge.
Stinkende af fisk og på pigejagt
I Skagen blev skibet lastet med sildeolie, der skulle bruges til margarineproduktion i Tyskland.
Her blev det grimt. For når skibets tanke var tømt, stank de af døde fisk. Så var det heldigt, at mandskabet havde en knægt om bord, der ikke var ked af at smøre ærmerne op. Selvom det kunne stikke en kæp i hjulet for en kåd teenagers hede drømme.
- Så skulle jeg gøre tankene rene. Men så kunne jeg jo ikke gå i land i 14 dage, for jeg stank simpelthen af fisk. Det der med at lugte af fisk og møde en sød pige, det går bare ikke. Så tænker hun jo bare: "Gud! Er det mig?", spøger Rebellen.
Flirteri i en hørm af harsk fisk lyder måske som et mareridt for et bankende ungdomshjerte. Men Ole Sørensen vil til enhver tid hellere forsøge sig som Don Juan efter at have stået knædybt i fiskeriaffald, end have én dag mere på det værste job han nogensinde har haft.
Monotont, frygteligt og fuldstændig sindsygt
For en stund vendte Ole Sørensen nemlig kortvarigt snuden tilbage mod land.
Med fast grund under fødderne kom han tilbage til en fabrik, der producerede transportudstyr. Han havde selv været med til at starte fabrikken op. Dengang var det et lille projekt med fire ansatte.
Men sådan så den ikke længere ud, da Rebellen vendte tilbage for at tage endnu en tørn. I stedet ventede der den naturglade mand fra landet et industrielt mareridt af værste skuffe.
- Da jeg kom tilbage var det en stor fabrik med over 100 ansatte, og jeg fik stukket en tang i hånden med et messingstykke. Så fik jeg at vide, jeg skulle bore hul i det, sende det videre og så tage endnu et stykke messing. Det skulle jeg så fortsætte med i det uendelige, siger Rebellen fra Langeland, mens det store skæg ryster fra side til side:
- Tag et messingstykke med en tang, bor et hul, tag et nyt messingstykke og fortsæt sådan hele dagen. Det er det værste job, jeg har haft! Det var monotont, og du skulle ikke tænke selv. Helt frygteligt. Fuldstændig sindsygt, konstaterer han staccato.
Efter fire timer lænket til samlebåndet ledte den rastløse Ole Sørensen desperat efter en udvej.
- Jeg gik ind på formandens kontor og spurgte, om jeg måtte låne hans telefon. Det måtte jeg godt, og så ringede jeg til et rederi i Svendborg for at høre, om de havde en hyre, fortæller Ole Sørensen med et drilsk smil.
Rederiet kunne bestemt bruge en ekstra mand, men altså kun hvis han kunne dukke op morgenen efter.
- "Først i morgen? Jeg kommer med det samme," råbte jeg i telefonen lige foran formanden. Han blev simpelthen så tosset og spruttede, at jeg aldrig ville få arbejde på fabrikken igen, griner Ole Sørensen.
Føler du, at du ændrer dig som menneske afhængig af, hvad du arbejder som?
- Ja det gør jeg. Det, der med at bore hul i messingstykker, gør mig pisse sur. Jeg kan ikke lide at være et lille tandhjul i en stor enhed, siger Rebellen, der dog understreger, at han ikke har andet end respekt for de mennesker, som arbejder på fabrik.
- Det er bare ikke noget for mig, understreger han.
De største sladretanter
Det er nok de færreste danskere, der kan fremvise så broget en karriere som Ole Sørensen. Han synes dog ikke selv, at han har haft aparte jobs. I stedet har han lært at sætte pris på de mærkelige vaner, som følger med forskellige arbejdsopgaver.
- For eksempel da jeg var langturschauffør. I førerhuset skulle du huske at tage træskoene af og sætte dem på det øverste trin, for førerhuset er jo dit hjem. Du vader jo heller ikke ind i stuen derhjemme med sko på. Og de fleste chauffører havde blæsere og små pensler, så de kunne fjerne støv fra selv de mindste revner i førerhuset. Der hører altid underlige ritualer til alle job, siger han.
Mærkeligt nok var der noget ved de store lastvogne, der kunne få nogle af de granvoksne mænd med buskede skæg til at opføre sig som små sladretanter.
Om det var landevejenes uendelighed eller dieseldampene, ved Ole Sørensen ikke, men med det rette klientel kunne en rasteplads hurtigt blive til en veritabel hønsegård, når snakken gik blandt chaufførerne.
- Der var et cafeteria, som hed Vognhjulet, hvor jeg altid ankom sydfra tidligt om morgenen. Her fik jeg kaffe, bacon og æg, sunnyside up, naturligvis. Så kunne man høre chauffører kagle som høns ved bordene og rakke andre chauffører ned. Men når deres kolleger, som de lige havde svinet til, kom ind ad døren, blev der helt stille. Nu var alle pludselig bedste venner. Det syntes jeg var ganske morsomt, for det gentog sig i en uendelighed, undrer Rebellen sig.
Når enden er god
Når man i solskinnet spørger Ole Sørensen, hvad hans bedste job har været, falder svaret prompte uden tøven.
- Det bedste arbejde er det, som jeg har nu. Jeg har med mennesker at gøre, og jeg møder hele tiden nye. Jeg kan kæmpe for det, som jeg synes er vigtigt i socialpsykiatrien. For eksempel at få behandling af dårlige tænder på finansloven, fortæller den garvede plejer.
For nok har Ole Sørensen måske altid været rebel, men der er intet, som kan slå at være Rebellen fra Langeland.
- I dag skal hele tiden tænke mig om og tænke over, hvordan jeg interagerer med andre mennesker. Det skal jeg ikke, hvis jeg står og borer hul i en skide messingfirkant. Det er ikke en udfordring, og det gør mig ikke glad.