Det er et helt åbent spørgsmål, om Carlo Ancelotti fortsat er træner for de nykårede franske mestre fra Paris Saint-Germain.
Ancelotti, der har kontrakt i endnu et år med PSG, er angiveligt et varmt navn i flere europæiske storklubber.
- Det er fifty-fifty, som det er lige nu. Jeg passer godt ind, og jeg er ikke én, der ønsker forandring, siger Carlo Ancelotti til avisen L'Equipe.
- Jeg har endnu ikke talt med klubben. Vi har et møde på fredag, og så får vi at se.
- Jeg ønsker at tale med klubben om denne sæson, og hvad der skal ske i fremtiden, siger italieneren, der er glad for tilværelsen i den franske hovedstadsklub.
- Jeg ønsker ikke mere magt. Mit job går ud på at forberede spillerne. Jeg ønsker ikke andet, for opbakningen fra Leonardo (sportsdirektøren, red.) er fantastisk, fastslår Ancelotti.
For få dage siden fortalte PSG's præsident Nasser Al-Khelaifi, at han har afvist en henvendelse fra Real Madrid.
Real Madrid har i øjeblikket ansat José Mourinho som træner, men portugiseren bliver i øjeblikket rygtet til Chelsea efter sommerpausen.
/ritzau/