En reallønsnedgang på 3.000 kroner venter i år mange tusinde privatansatte.
LO og DA godkendte i går et mæglingsskitse til ny overenskomst for en halv million lønmodtagere. Forslaget skal nu til urafstemning.
For de lavest lønnede stiger lønnen med mellem 1,25 og 1,5 procent om året. Det er langt under inflationen, og dermed mister de ansatte købekraft.
"Der bliver et lille reallønsfald i 2012 og formentlig også i 2013," siger senioranalytiker Jan Strørup Nielsen fra Nordea til Newspaq.
Nordea forventer, at inflationen i år lander på 2,5 procent og 1,75 procent til næste år.
Det betyder, at en lønmodtager med en årsløn på 300.000 kroner reelt går én procent ned i løn svarende til 3.000 kroner før skat i 2012.
Alligevel forventer Nordea, at privatforbruget vil stige de kommende år. Det skyldes, at konkurrenceevnen forbedres, fordi vores lønstigning ligger lavere end udlandets.
"Det er langt vigtigere for forbruget, hvordan det går på arbejdsmarkedet, og om vi har lyst til at bruge penge, end hvordan lønnen udvikler sig. Samtidig har vi sparet meget op de senere år," siger Jan Strørup Nielsen.
Sidste år steg de privatansattes løn med ca. to procent. Danske Bank forventer, at lønstigningen i år bliver på samme niveau.
"Selv i en krisetid, ender lønvæksten med at blive en smule højre end det aftalte," lyder det fra cheføkonom Steen Bocian.
Det skyldes, at et stort flertal af de privatansatte - udover stigningen på mindsteløn - har ret til at forhandle løn lokalt.
Den nye overenskomst på det private område dækker 500.000 lønmodtagere - af dem har 400.000 mulighed for at få lidt ekstra i lønningsposen ved lokale forhandlinger.