Der er formentlig ikke mange af tilskuerne på det velbesøgte Estadio Santiago Bernabeu, der vil huske tirsdagens 1/8-finale i Champions League for kampens sportslige værdi.
3-1 endte opgøret mellem Real Madrid og de tyske gæster Schalke 04, men de 90 minutter havde mest form af en hyggelig træningskamp for at holde benene i gang eller beskæftigelsesterapi for at få tiden til at gå.
Alt var nemlig afgjort efter den første kamp i Gelsenkirchen, hvor Real vandt en knusende sejr på 6-1, og derfor var begge trænere før returkampen enige om, at det allerede var overstået på forhånd.
Især for spanierne var det en fin situation, fordi Real Madrid skal møde ærkerivalen FC Barcelona i den spanske liga søndag aften i en kamp, der kan få afgørende betydning for mesterskabet.
Derfor sparede træner Carlo Ancelotti da også en lang række stamspillere, selv om rutinerede kræfter som Sergio Ramos, Xabi Alonso og Cristiano Ronaldo trods alt figurerede i startopstillingen.
Efter få minutter kom også Gareth Bale i spil, da han afløste en skadet Jesé Rodriguez, og det var netop Bale, der efter 20 minutter lagde op til Ronaldos føringsmål.
Det fik dog kun hjemmeholdet til at sænke tempoet yderligere, og 10 minutter senere kunne Tim Hoogland udligne, da hans ellers ufarlige skud blev rettet af og snød Iker Casillas i målet.
Anden halvleg sneglede sig af sted, mens Schalke dog i perioder fik sat hjemmeholdet under et vist pres.
Men på to mål på to minutter sørgede madrilenerne for, at tyskerne også i kamp nummer to blev sat eftertrykkeligt på plads.
Først tromlede Ronaldo sig igennem og passerede Ralf Fährmann i målet med et fladt skud, og kort efter stod Alvaro Morata rigtigt placeret i feltet, da Bale sendte en tværbold lige ind i fødderne på ham.
Med de samlede cifre 9-2 gik to ulige 1/8-finaler til ende, og Real Madrid viste, at holdet - selv for nedsat kraft - er en stor mundfuld for de allerfleste.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.