Real Madrid hviler stjerner i sejr på Gran Canaria

En håndfuld af Real Madrids startere fik en pause frem mod Champions League i sejren på 3-0 over Las Palmas.
Gareth Bale blev dobbelt målscorer mod Las Palmas.
Gareth Bale blev dobbelt målscorer mod Las Palmas. Foto: Desiree Martin/AFP

Real Madrid har sat et stort kryds i kalenderen ud for tirsdagens Champions League-kvartfinale mod Juventus.

Det var til at se i lørdagens kamp mod Las Palmas, hvor cheftræner Zinedine Zidane gav spillere som Cristiano Ronaldo, Marcelo, Sergio Ramos og Toni Kroos et hvil, men alligevel endte holdet med en sejr på 3-0.

Sejren bragte Real Madrid op på 63 point, og dermed er der kun et point til Atlético Madrid på andenpladsen. Atletico har dog en kamp i hånden.

Selv om en række reservers tilstedeværelse prægede Zidanes holdkort, var der stadig plads til nogle af stjernerne.

En af dem var Gareth Bale, og han kom i fokus efter 26 minutter, da han brugte sin fart til at stikke af fra forsvaret og score sikkert til 1-0 efter fornemt forarbejde af Luka Modric.

Forinden havde Bale fået et mål annulleret.

Inden pausen gjorde Karim Benzema det til 2-0 på en straffesparksscoring, og kort inde i anden halvleg udbyggede endnu et mål på straffe føringen til 3-0. Denne gang var Bale afsenderen, og han blev dermed dobbelt målscorer.

Las Palmas havde muligheder for at pynte på resultatet, men Real Madrid slap fra den solbeskinnede ø med rent bur og fik dermed en god optakt til opgøret mod Juventus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.