Siden hans bog kom i handlen, har der været stille omkring den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack. Men nu står han frem og fortæller, hvordan mediestormen var ved at blæse ham og hans familie omkuld.
"Det har været noget rod. Der går ikke et sekund, hvor jeg ikke tænker på det i både vågen og ikke-vågen tilstand. Men det har faktisk været værre for min familie. Sagen har påvirket dem meget, og det generer mig," siger den tidligere jægersoldat ifølge berlingske.dk til forlaget People's Press' efterårskatalog.
Rathsack måtte hive erfaringer fra sin tid som jægersoldat op af rygsækken, for at klare presset.
"Jeg har sammenlignet det med at være på Jægerkorpsets aspirantkursus, som var meget intenst. Der var altid øjne og ører på én, og man vidste aldrig, hvad der foregik. Det var hele tiden uforudsigeligt, hvad der skete," siger Thomas Rathsack.
Thomas Rathsacks blev landskendt, da Forsvarskommandoen forsøgte at sætte en stopper for udgivelsen af hans bog 'Jæger - i krig med eliten'. Fogedretten underkendte dog Forsvarets ønske, blandt andet fordi Politiken allerede havde trykt den i et særtillæg.
Hele sagen endte med at koste forsvarschefen Tim Sloth Jørgensen jobbet, da det viste sig, at højtstående officerer i Forsvarskommandoen, havde maskinoversat bogen til arabisk og sendt den til flere danske medier.
Bogen har solgt omkring 30.000 eksemplarer.