Det kan godt være, at Søren Gade ikke længere er Danmarks forsvarsminister.
Men helt væk fra ministermiljøet er han ikke. Gade har nemlig ifølge TV Avisen siden slutningen af maj måned haft et job som embedsmand i Udenrigsministeriet.
Han er blevet udpeget af udenrigsminister Lene Espersen (K) - jobbet handler om at komme med anbefalinger til det nordisk-baltiske samarbejde.
"Jeg er blevet valgt til det her, fordi de nordiske udenrigsministre mener, at jeg er kvalificeret til det. Jeg har arbejdet med udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem seks år. Spørgsmålet er selvfølgelig, om jeg selv synes, at det er for tæt på at komme tilbage. Men det synes jeg ikke, det er," siger Søren Gade til TV Avisen.
Søren Gade forlod posten som forsvarsminister i februar.
Inden da var presset vokset og vokset på Venstre-manden, som kæmpede med beskyldninger om lækager i sit ministerium og ikke mindst den såkaldte Jægerbog-sag.
Alligevel afviser han ikke, at han en dag komme tilbage i dansk politik.
"Jeg har altid fået at vide af min mor, at man ikke skal lukke døre så hårdt bag sig, at man ikke kan åbne dem igen. Men jeg har ingen planer om at komme tilbage," siger Søren Gade til TV Avisen.