Rasmus Seebach blev aftenens store vinder til Zulu Awards 2010, der fandt sted i går aftes. Med tre statuetter kan Rasmus vist godt være sikker på, at farmand, dansktopsangeren Tommy Seebach, er stolt, hvis han kigger med fra oven.
Sønnen af den store dansktopsanger løb både med prisen som Årets Danske Sanger, Årets Danske Nye Navn og Årets Danske Hit med sangen 'Engel', skriver zulu.tv2.dk.
Dermed var han den prisvinder, der kunne slæbe flest sølvfarvede statuetter med hjem.
Nephew og Medina fik også æren af Zulu Awards-titler.
Nephew vandt prisen for Årets Danske Album med 'DanmarkDenmark', og Medina vandt statuetten som årets danske sangerinde.